Kapitel 2
En verden i undergang
Af Mogens Michaelsen
Gad vidst hvordan russerne sådan lever til daglig. De kan nok ikke engang få lov til at gemme sig i en nedlagt bunker, hvis de da har sådan nogle. Det eneste jeg ved, er at de er endnu fattigere end os i den såkaldte “frie verden”. Eller som præsident Kurakoff nok ville sige: “det har vi russere slet ikke tid til - i modsætning til folk i den kapitalistiske verden har vi nemlig alle fast arbejde!”
Fast arbejde min bare røv! De lever alle sammen af rødbedesuppe eller sådan noget - undtagen soldaterne, det er nok de eneste der overhovedet får noget ordentligt at æde, fordi der er brug for dem til at forsvare deres elendige system. Men kaviar får de nu nok ikke, det er sikkert forbeholdt spidserne i partiet og staten. Hvad er der ved at have arbejde, når man samtidig er ludfattig fordi alle ressourcerne skal bruges på de skide raketter?
Lige siden general Kurakoff kom til magten ved 17. august kuppet, har verden virkelig bevæget sig i en spiral nedad. Ikke på nogen særlig dramatisk måde, bortset fra udraderingen af Afghanistan med kemiske og bakteriologiske våben. Men omkostningerne ved Den Kolde Krig - fy for den lede! Den vestlige verden er ved at gå i opløsning under trykket, fordi man ikke har et autoritært styre som russerne. De kan tilsyneladende holde sammen på lortet, hvis det altså ikke kun er propaganda og fis. Det kan de nok kun ved at anvende brutal magt - Kurakoff og hans medløbere er sikkert revnende ligeglad med om så millioner af mennesker ude i Sovjetunionens afkroge dør af sult og sygdomme i den nærmeste fremtid. De kan undværes.
Nogen skulle fan’me tage og gøre som jeg har læst i en af de gamle romaner jeg har liggende her i min bunker. Det er noget med en skoleelev der myrder sin tyranniske lærer ved at komme gift i et af de bolcher han altid har med sig i en lille æske, og som han altid sidder og sutter på i klassen. Jeg kan ikke lige huske hvad forfatteren hed eller hvad bogen hed; men bolchet var et såkaldt “maltbolche” som jeg godt véd hvad er, selvom jeg naturligvis aldrig har smagt det. Det har jeg nemlig læst om i et gammelt leksikon der hed “Den Store Danske Encyklopædi”. Godt nok har jeg kun et enkelt bind, men det er til gengæld blevet læst så mange gange forfra og bagfra, så det er ved at falde fra hinanden. Nå, men her står der altså om bolcher:
“… en form for slik, hvis hovedbestanddel er sukker. Sukkeret opvarmes til 160-170 grader Celsius, tilsættes smags- og farvestoffer og formes til en lang pølse. Denne klippes i mindre stykker med en saks eller formes yderligere på maskine. Fremstilling af bolcher o.l. kendes, fra sukkeret kom til Europa i 1100-tallet. I Danmark var det i begyndelsen hofapotekeren og siden andre apotekere, der fremstillede bolcher for at gøre medicin mere velsmagende. I løbet af 1700-tallet overtog sukkerbagerne gradvis fremstillingen. Efter næringsfrihedsloven af 1857 oprettedes stadig flere sukkervarefabrikker i København og de større provinsbyer, og fremstillingen fik industriel karakter. Af ældre bolchetyper kan nævnes altheabolcher med smag af læge-stokrose, maltbolcher med maltekstrakt og kongen af Danmark-bolcher med smag af anis og lakrids; de fik navn efter brystdråber, som Christian 5.s livlæge fremstillede i 1600-tallet.”
Sikke en masse bolcher man kunne koge for det alle vore atomraketter og såkaldte missil-forsvars-satellitter koster menneskeheden! Men selvfølgelig ville det nok være svært at spise dem alle sammen, selv hvis børnene fik lov til at forsøge. Man ville jo nok nærmest blive nødt til at bruge penge på noget andet også - bøger for eksempel?
Tænk hvis man levede i en verden hvor det vigtigste problem folk havde, var at de blev overvægtige af for meget slik og Cola! Det ville da nærmest være et paradis, især for børnene og tandlægerne. Ihvertfald ville det være en verden med en fremtid.
(C) Mogens Michaelsen 2005 - Some rights reserved.
