Kapitel 1
Det slette menneske
Af Morten Brunbjerg
Hvorfor er det mærkeligt at lukke sig inde bag cementmurer under jorden - skulle det være så meget bedre ti etager over? Så foretrækker jeg under, tak. Ingen trafik, ingen kvælende telefonledninger, ingen opmærksomhedssøgende apparater. Og hvorfor ikke bruge beskyttelsesrummene? De ligger der jo for det samme! De er perfekte til rekreation, fængsel, psykisk lindring eller hvad man nu har brug for. Perfekte fordi ingen ser dem; de er underjordiske rester fra en tid som de fleste helst vil glemme. Vi går alle forbi dem, ser dem, og ser dem ikke.
Nu er de blevet byernes underjordiske følelsesæg. Her kan vi endelig være alene. Hver nat, når vi står op, lyser vores sind byen op fra undergrunden som djævlelygter. De vil forbyde det, fordi de er bange for at vi vil gennemlyse den alt for overfladiske tilværelse der føres oven over.
Jeg er ikke noget godt menneske. Det har jeg aldrig været. Jeg har snydt, stjålet og løjet hvor det kunne glide igennem - og det værste er, at jeg altid slap af sted med det. Jeg troede det var fordi jeg var smart. Måske havde jeg haft et bedre liv, hvis jeg var blevet afsløret i mine løgne, eller nogle havde opdaget mine småtyverier. Sådan gik det ikke, og jeg fik ingen undskyldning for at rette op på mit liv. Nu har jeg lukket mig inde hernede, i et valgfrit fængsel.
Nej, jeg lyver vist igen. Jeg har ikke lukket mig selv herned som straf - hvis jeg blot havde så meget selvrespekt - nej, jeg har gjort det for min egen beskyttelse, det har ikke en døjt at gøre med mit dårlige liv. Jeg sidder hernede fordi jeg er så træt af mennesker. Så fandens træt af dem og deres påfund. I mit nye cementværelse finder jeg af en eller anden grund fred. Måske er årsagen de tilkalkede vægge og drypstenene, der minder mig om små orgelpiber. Måske er det akustikken, der får lyden af selv min pen til at runge tomt. Det er blevet til en kirke. Her kan jeg forsage mennesket og alle dets gerninger og al dets væsen. Forsage mig selv, for alt jeg har gjort i mit liv, kunne jeg have gjort lige så godt hernede fra.
Deroppe, lige meget hvor jeg vender ansigtet hen, er der noget menneskeskabt. Det er det jeg ikke kan holde ud.
Når det kommer til stykket er det måske alligevel en straf at sidde hernede mellem menneskeskabte cementvægge.
Jeg kunne trænge til noget naturligt, jeg hader den nøgne elpære, der hænger som en frossen dråbe fra loftet. Den får mit papir til at se taknemmeligt køligt ud, men jeg hader den fordi jeg er afhængig af den. Jeg ville give hvad som helst for en flamme frem for en glødetråd.
Jeg kom fra emnet. Det gør man tit når man ikke bryder sig om det, men jo mere jeg tænker over det, jo mere går det op for mig hvor elendigt et menneske jeg har været. Jeg ville gerne starte forfra, dukke op fra undergrunden som et nyt og bedre menneske ligesom de andre. Nej, jeg dukker næppe op nogensinde igen, så skulle det være første gang i mit liv. Jeg har dog aldrig været så ærlig som jeg er nu, det betyder vel også noget.
Trods alle mine dårlige egenskaber, og det faktum at jeg aldrig har elsket nogen, har jeg dog haft venner. Hvorfor har selv de dummeste svin altid venner? Hvem er ven med overfaldsmanden og tyven? Hvem kan med rette være deres ven? Men dumme svin finder dumme svin at være venner med, bortset fra, at de aldrig bliver venner. De bliver pralevenner, eller i bedste fald bekendte.
Det var nu også en løgn at jeg havde venner, for jeg har kun haft pralevenner. Den eneste bekendte der har været i mit liv var Annemarie, og hende giftede jeg mig med. Det tog hende femten år at gennemskue mig; et helt livs løgne giver erfaring - jeg var god. Men så skred hun også. Uden at smadre én eneste tallerken. Se, hun var et godt menneske, og muligvis grunden til at jeg sidder her nu. Havde det ikke været for hende ville jeg nok være blevet et endnu frygteligere menneske. Og værre endnu, jeg havde stadig været deroppe.
(C) Morten Brunbjerg 2004 - Some rights reserved.
næste kapitel:
